Thise kirke er den østligste kirke i Salling. Den er bygget omkring år
1200 lige som de fleste romanske landsbykirker. I modsætning til
nabokirken, Grinderslev kirke, der havde funktion som klosterkirke, er
Thise kirke en rigtig bondekirke. Lidt tung, men enkel og simpel i dette
ords oprindelige betydning. Den er bygget af granitkvadre på
skråkantsokkel. Kirken har i tidens løb undergået en del forandringer,
senest blev der gennemført en gennemgribende renovering fra 1984 til
1986.
Kirketårnet bærer årstallet 1787 og initialerne AQ og MR. De hentyder
til det adelige par Anders Quistgaard til Jungetgård og hans hustru
Mette Ring. De to har sandsynligvis bidraget økonomisk ved
istandsættelsen af tårnet i 1787.